Tidligere GP-kører Toru Ukawa: "Når jeg hører navnet Abe, er det første, jeg husker, at slås.

Norifumi Abe, også kendt som Norick, drømte om at blive professionel kører og finpudsede sine færdigheder på Circuit Akigase, før han tog til USA for at træne. Han blev den yngste All-Japan Road Race Champion nogensinde og debuterede i World Road Race Championship med målet om at blive mester i den højeste klasse.Altid fremadskuende åbnede han sit liv som kører med ansigtet løftet, og hans overvældende aura og blændende smil vandt fansenes hjerter.Fra Noricks barndom, til hans venner på Circuit Akigase, til All Japan Road Race og World Road Race Championships, har de mennesker, han mødte på hvert af de steder, hvor han arbejdede så hårdt for at gøre en forskel i andres liv, delt deres minder om ham.

Pludselig er han i GP500, og man undrer sig over, hvordan det er...

Jeg har kendt Norifumi Abe siden 1992, da han kørte i de regionale løb. Da jeg så, hvordan han kørte, tænkte jeg: "Wow, han har en fantastisk kørestil. Jeg tænkte: "Hvordan kan han opnå en tid med sådan en kørestil? Jeg husker, at jeg var overrasket, fordi han var så vild, at jeg undrede mig over, om han kunne opnå tider på den måde, men det gjorde han.Jeg blev endnu mere overrasket, da jeg hørte, at jeg skulle konkurrere i GP500, da næste sæson startede. Jeg arbejdede mig op gennem Novice og Junior, og i 1992 blev jeg forfremmet til International Class A. Jeg tiltrådte Honda Works og kørte i GP250. Da Norick kom ind i All-Japan GP500 i 1993, var det hans andet år i GP250.For mig var det at være GP500-kører noget at stræbe efter, en verden, der var lidt uopnåelig. Jeg tror, alle ønskede at blive GP500-kører en dag. Selv jeg, der tilhørte Honda, fik ikke lov til at deltage i testene.... Det var en virkelig speciel maskine og en speciel topklasse.På det tidspunkt havde Honda Daryl Beattie og Satoshi Tsujimoto, Yamaha havde Yoshihiko Fujiwara og Toshihiko Homma, og Abe kørte bare i de regionale løb. Jeg tror, mange mennesker så på ham og sagde: "Hvis du kan køre, så prøv det," med en lidt ondskabsfuld følelse. I hvert fald undrede jeg mig over, hvordan det ville være.Men han kom nemt ind i det og blev mester.

Japansk kører, der vandt det japanske GP i 1994

Så kom det japanske GP i 1994 som et wild card-deltagelse. I 1993 kørte Shinichi Ito i GP500, Tadayuki Okada og Tetsuya Harada i GP250, og Nobuatsu Aoki i GP125-klassen af Road Racing World Championship (WGP) under All-Japan-konceptet, og han deltog også i verden. Der var japanske kørere.Så det japanske GP i 1994 var en meget livlig kamp, både for de fulde WGP-teams og wild card-teams. Jeg ville gerne have en chance for at komme til verden.IGP125vandt Takeshi Tsujimura, Kazuto Sakata blev nr. 2, og Hideyuki Nakashiro, en wild card-deltager, blev nr. 3,så japanske kørere dominerede podiet.500 blev vundet af Kevin Schwantz, med Mick Doohan på 2. pladsen og Mr. Ito på 3. pladsen.Men nyhederne fra det japanske GP handlede alt om Abe, der styrtede ud af løbet efter at have kæmpet om føringen. Det var frustrerende, men det betød, at han havde vundet med et så stærkt indtryk mere end nogen anden, med en sådan indflydelse, at de andre japanske køres succeser blev slørede.Og så, midt på året, kom han ind i WGP. Og midt på året kom han ind i WGP med topteamet Marlboro Yamaha Roberts. Jeg forstod ikke, hvad det betød.Jeg fik lov til at deltage i WGP i 1996, kørte i GP500 i 2001, og derefter i MotoGP i 2002 og fortsatte med at køre indtil 2005.Selvom jeg kørte i samme klasse som Abe, havde vi ikke direkte kontakt med hinanden, så jeg har ikke meget indtryk af vores løb. Vi var ofte i paddocken eller i hinandens autocampere, så vi havde overraskende lidt kontakt med hinanden.

En tid, hvor kørere var flamboyante og legesyge

Stadigvæk var det skik at gå ud og drikke med medkørere, når vi vendte tilbage til Japan. Jeg kunne næsten ikke drikke på det tidspunkt, og jeg var chaufføren.Så alt, hvad jeg gjorde, var at mægle i slagsmål.Abe er en stædig kører, der aldrig ændrer sin mening.Haner stædig og ændrer aldrig sin egen mening. Jeg anede ikke, hvorfor han gjorde det, men han gav virkelig ikke let op, når der var en uenighed. Når de var ved at slå hinanden, sagde alle: "Nå ja," og stoppede dem. Derfor, når jeg hører navnet Abe, er det første, jeg husker, "at slås.De dage virkede til at være en glamourøs tid, med pressekonferencen og lanceringen af det japanske GP, der blev afholdt på Belfarre (en af Japans største klubber udstyret med et kæmpe LED-display og banebrydende lyd). Vi plejede at samles meget, selvom vi ville slås til sidst.Abe ville købe en Porsche, så snart han fik sine kontraktpenge, og efter det ville det være en Ferrari. Han var også meget omhyggelig med sit tøj og bar vintage denim, der kostede hundredtusindvis af dollars. Han var som en person fra en anden dimension, der levede i dramaernes og romanernes verden. Selvom billedet er lidt anderledes, er han som helten i "Dirty Hero" (skrevet af Haruhiko Oyabu. (baseret på Haruhiko Oyabus roman om en genial kører), opfyldte han sine drømme den ene efter den anden.Jeg trak mig tilbage som 32-årig og valgte at blive funktionær.Jeg tror ikke, Abe ville have overvejet en sådan mulighed. Hvis han havde levet, ville han have været den samme, altid fuld fart frem og overskredet fantasien hos dem omkring ham.... Det tror jeg.Billedgalleri (1)